
Pressemeddelelse - København, 28. april 2010
Årets første hvide asparges kommer på markedet i dag
Og de første "danske slikasparges", som vi danskere ynder at kalde dem kommer fra Fyn. Med en lille uges forsinkelse i forhold til 2009 er gartneriet Knabegården klar med 12-13 kg. De serveres i WIP Personalerestauranter under Fazer Food Services A/S og er leveret via Grønttorvet i Valby
På kanten af de idylliske Svanninge Bakker på Sydvestfyn har gartner Lars Schroll Andersen her til formiddag høstet ca. 13 kg. hvide asparges på sin gård "Knabegården". "På trods af den lange vinter var jorden så bekvem omkring den 20. marts, at vi kunne etablere aspargesbedene. Det lune forårsvejr efter påske og solskinstimerne gør, at vi er klar med de første hvide asparges nu, og de grønne følger så småt efter i næste uge, " siger Lars Schroll Andersen. På Knabegården dyrkes der 14 hektar med asparges, hvoraf hvide udgør ca. 3,5 ha. 
Aspargesens vej fra gartner til gane går over Grønttorvet
Da Michael Elgaard Petersen, direktør i DUO Frugt ApS på Grønttorvet i Valby, fik tilbudt de første danske asparges, slog han straks til. "Vi tilbød Fazer Food Services A/S de første hvide danske asparges, og det tilbud var de glade for. De vil tilbyde dem til deres WIP Personalerestauranter, der dagligt serverer frokost for mere end 45.000 medarbejdere i danske virksomheder," siger Michael Elgaard Petersen.
Yderligere oplysninger:
Michael Elgaard Petersen, direktør, DUO Frugt ApS: 20 22 42 46
Lars Schroll Andersen, gartner, Knabegården: 20 76 81 10, http://www.knabegaarden.dk
Kristian Klaaborg, marketingchef, Grønttorvet København A/S, 20 99 40 69, http://www.groenttorvet.dk
Grønttorvet København A/S · Grønttorvet 5 · 2500 Valby · Telefon 77 31 50 00 · Fax 77 31 50 05 · mail@groenttorvet.dk · www.groenttorvet.dk
