Nyhedsbrev 24. juni 2010

  • Bestyrelsen arbejder med alle muligheder omkring Copenhagen Markets og Grønttorvet
  • Københavns Kommune sætte lokalplan for Grønttorvsområdet i gang nu
  • Bestyrelsen ønsker at gøre medlemmernes andele mere omsættelige
  • Tyske Landgard er interesseret i Copenhagen Markets
  • Gulerod og pisk i kamp mod ulovligt affald
  • Bemanding af porthuse og affaldskontrol
  • Asfaltreparationer og opstregning
  • Gravearbejde i Torveporten
  • Fødevarepris til Varpelev Tomater
  • Informationsmøde om CC-containere og Operation Chip It 2010
  • GAU's frugt- og grøntkampagner 2011-2013 får EU tilskud


    Bestyrelsen arbejder med alle muligheder omkring Copenhagen Markets og Grønttorvet

    Med afsæt i generalforsamlingens beslutning har den nyvalgte bestyrelse besluttet at supplere sig med Jørgen Glistrup som nyt eksternt bestyrelsesmedlem og tilknytte Brian Mollerup som fast, ekstern konsulent for bestyrelsen. Som en naturlig konsekvens af den strategi, som bestyrelsen præsenterede på generalforsamlingen om at søge en ekstern investor til realisering af Copenhagen Markets og et salg af Valbygrunden over en mellemlang periode, nedsatte bestyrelsen samtidig fire arbejdsgrupper med hver deres område:
    Udvikling af Copenhagen Markets; udvikling og salg af Valbygrunden; tilrettelæggelse af beslutningsprocessen omkring salg og etablering af nyt marked og endelig Trends & Trade i Danmark.

    Du kan finde en artikel om Copenhagen Markets i Børsen den 24. juni 2010.
     
    ”På alle fire områder har bestyrelsen arbejdet bredt for medlemmernes interesse i forhold til de store udfordringer, som vi står over for. Her i foråret har det været positivt at opleve, at markedet langt fra er ”stendødt”, men derimod præget af en pæn interesse for et nyt fødevare- og blomstermarked og for udviklingspotentialet i Valbygrunden. Vi er langt fra i mål, men stemningen opleves mere positiv end i vinter,” siger bestyrelsesformand Mogens Illum, der anser det som en klar styrke, at bestyrelsen har fået mere tyngde og bredde i kompetencerne.
     
    Herunder giver bestyrelsen en kort status på områder:
     
    Københavns Kommune sætter lokalplan for Grønttorvsområdet i gang nu
    Efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af Kommuneplan 09, der har Grønttorvsgrunden som et af Københavns otte prioriterede udviklingsområder, ønsker Københavns Kommune nu at udarbejde en egentlig lokalplan for området, der giver byggeret til nye projekter. Den nye startredegørelse ser ud til at blive behandlet af Teknik- og Miljøudvalget allerede i juli, hvorefter Økonomiudvalget og sidst Borgerrepræsentationen kan sende lokalplanen i offentlig høring hen over vinteren inden endelig vedtagelse i sommeren 2011.
     
     
    Bestyrelsen ønsker at gøre medlemmernes andele mere omsættelige
    Bestyrelsen har undersøgt muligheder for at gøre medlemmernes andele mere omsættelige.
     
    Forslaget om at omdanne Grønttorvet København Holding s.m.b.a. til et aktieselskab og konvertere medlemmernes ejerandele til aktier, der kan købes og sælges, ønsker bestyrelsen på baggrund af grundige analyser ikke at arbejdere videre med.
     
    Bestyrelsen har – støttet af advokat Marianne Phillip – igen konkluderet, at Grønttorvet vil løbe en alt for stor risiko for mistet lejeindtægt, hvis man åbner for adskillelse af ejerandel og huslejeforpligtigelse. Derfor vil bestyrelsen ikke tage initiativ til at justere vedtægterne i den retning.
     
    Til gengæld vurderer bestyrelsen, at vedtægterne skal ændres, så der igen åbnes for optagelse af nye medlemmer, da dette kan øge værdien af medlemmernes ejerandele. I dag har de medlemmer, hvis ejerandel ligger i et selskab, mulighed for at sælge deres ejerandele gennem salg eller spaltning af det selskab, som ejer ejerandelen på Grønttorvet.
     
     
    Tyske Landgard er interesseret i Copenhagen Markets
    Efter at tyske Landgard i efteråret etablerede sig i Odense med en logistikplatform for planter, som danske gartnere leverer til, er virksomheden nu gået i gang med at undersøge mulighederne for at etablere en engros cash & carry forretning dedikeret til kunder i den ’grønne sektor’ i Østdanmark.
     
    ”I denne kombination vil Copenhagen Markets være en interessant strategisk mulighed”, siger medlem af direktionen i Landgard Jürgen Rosar, der som led i beslutningsprocessen har besøgt Grønttorvet sammen med flere ledende medarbejdere.
     
    Repræsentanter fra Grønttorvets ledelse og bestyrelse har efterfølgende overværet åbningen af Landgards nye cash & carry forretning på torvet i Berlin den 16. maj. Du kan stifte nærmere bekendtskab med Landgard på deres hjemmeside.
     
     
    Gulerod og pisk i kamp mod ulovligt affald
    Ulovligt affald irriterer alle, det skæmmer torvet – og koster mange penge at fjerne. Det er lykkedes at reducere mængderne og omkostningerne fra ca. 1 mio. kr. i 2005 til ca. det halve i 2009, men desværre har vi så på det sidste set en stigende tendens.
     
    Grønttorvet ønsker at fastholde den ellers positive udvikling til gavn for alle. Derfor synliggør vi nu omkostningerne i form af en direkte acontoopkrævning af den offentlige afgift for at komme af med affaldet – den såkaldte kvitblivning*. På Grønttorvet svarer det til a conto 7 kr. pr. m² pr. år for alle stuelejemål og torvehallen for det første år. Opkrævningen vil blive udsendt fremadrettet og kvartalsvis, første gang i oktober 2010.
     
    Opkrævningen opgøres og reguleres årligt i første kvartal det følgende år, og jeres hjælp belønnes med tilbagebetaling på den efterfølgende faktura, når og hvis omkostningerne til kvitblivning falder.
     
    Vi håber, at dette tiltag vil motivere til en fælles indsats for at sikre et renere og mere indbydende torv for både kunder, forretningsdrivende og medarbejdere samt naturligvis til at reducere driftsomkostningerne yderligere.
     
    * Kvitblivning er den betegnelse, offentlige myndigheder bruger om afgiften, der pålægges affald til afbrænding på kraft-varmeværker.
     
     
    Bemanding af porthuse og affaldskontrol
    Som mange nok har bemærket, har porthusene i perioder i det sidste års tid savnet bemanding. Forklaringen er, at bemandingen i TorveService er strammet op af hensyn til Grønttorvets driftsøkonomi. Det betyder, at sygdom og ferie blandt det faste personale kan vælte planerne. Og netop sygdom og uheld har plaget afdelingen gennem nogen tid.
     
    Mange har af den grund frygtet, at vore affaldskontroller ved portene ville blive reduceret. Men det har ikke været tilfældet. De er gennemført som planlagt, og der er ikke konstateret flere overtrædelser af forbuddet mod at medtage affald end tidligere år.
     
    I øjeblikket arbejdes der på en forbedret udnyttelse af ressourcerne mellem TorveService og Grønttorvets renholdningsafdeling med henblik på at forbedre bemandingen af porthusene. Et positivt resultat af dette arbejde forventes at være på plads umiddelbart efter sommerferien.
     
     
    Asfaltreparationer og opstregning
    Vinteren har været hård ved asfaltbelægningerne på torvearealet. Grønttorvet har allerede gennemført en større reparationsrunde, primært omkring indfaldsvejen fra Torveporten og på grøntsiden. Grønttorvet ”samler til bunke” før der udføres asfaltreparationer, da tilkald af asfalthold med tungt materiel ellers bliver urimeligt dyrt. Hen over sommermånederne gennemføres reparationer af huller i belægningen på vestarealet, på blomstersiden, et par steder på grøntsiden og ved blok 13.
     
    Derudover foretages der i uge 28 og 29 ny opstregning af køreveje på det åbne torv og af parkeringsbåse i terminal Syd.
     
     
    Gravearbejde i Torveporten
    Københavns Energi startede i begyndelsen af juni et gravearbejde i den udadgående vognbane i Torveporten. Der er tale om et fjernvarmearbejde, som først forventes afsluttet engang i sensommeren. I et brev til de berørte beklager Københavns Energis afdeling for varme og gas de gener, som det må påføre Grønttorvets kunder, leverandører og virksomheder. Grønttorvet forventer ikke de helt store gener, men specielt den tungere del af trafikken i torvetiden opfordres til at benytte udkørslen til Retortvej.
     
     
     
    Fødevarepris til Varpelev Tomater
    På dyrskuet i Roskilde i starten af juni fik Mogens Bjerre, Varpelev Tomater A/S, tildelt Roskilde Dyrskues Fødevarepris 2010. Uddelingen skete på Fødevareplatform Region Sjællands stand, der er et samarbejde mellem Landbrug og Fødevarer og Region Sjælland.
     
    Prisen blev uddelt af livstilseksperten Niels Erik Folmann, og i sin begrundelse sagde han blandt andet: "Varpelev Tomater får prisen, fordi de har gjort et ekstra stort stykke arbejde for at øge fokus på kvalitetsprodukter produceret på de østlige øer og gøre det nemmere for forbrugerne at købe dem."
     
    Mogens Bjerre takkede for prisen med disse ord: ”Når jeg er på benzinstationen, så kan jeg se, hvordan man altid vælger den benzin, der er bedst for bilen. Samtidig lader man så knægten købe cola, chips og slik, så han næste morgen er for træt til at tage i skole. Den typiske mand er mere påpasselig med, hvad han fylder i bilen, end med, hvad børnene spiser!”
     
    Og derfor opfordrede han straks tilskuerne til at købe flere tomater i stedet. Du kan se hele begrundelsen for pristildelingen her
                                   
    Stort til lykke til Mogens Bjerre og Varpelev Tomater A/S!
     
     
    Informationsmøde om CC-containere og Operation Chip It 2010
    Samtlige Grønttorvets medlemmer og lejere var inviteret til informationsmøde den 17. juni om Container Centralens nye store mærkningsoperation af CC-containere. Det er den femte, siden CC-containeren ”kom til verden” i 1976. I daglig tale kaldes mærkningen: Operation Chip It, og det sker den 1. november 2010.
     
    På mødet, hvor 9 virksomheder på Grønttorvet deltog, fortalte direktør Tonny C. Gravesen og salgschef Leif Jepsen, begge fra Containercentralen, om baggrunden for den nye mærkning, hvad den indebærer, og hvilke muligheder den giver. Det nye ved denne identifikationsmærkning er, at den såkaldte lås indeholder en RFID chip. RFID chippen sikrer en helt entydig identifikation, og den er nærmest umulig at kopiere, hvilket er et mål i sig selv. Og endelig åbner mærkningen for uanede registreringsmuligheder for de enkelte brugere af containere i hele værdikæden fra gartneri over grossist til detailhandel, med potentielle omkostningsreduktioner til følge. Der blev vist tre forskellige typer af håndscannere til aflæsning, og der var en god debat om mulighederne, økonomien og de daglige irritationsmomenter i forbindelse med brugen af CC-containere.
     
    I den forbindelse blev det også drøftet, hvilke muligheder der åbner sig for Grønttorvets brugere. Der er to muligheder - at man arbejder videre med individuel håndtering og kontrol som i dag, eller at man vælger en fælles løsning med depot, kontrol m.m. Det kræver blot, at alle brugere er med i løsningen. Såvel Container Centralen som Grønttorvet er villige til at samarbejde om en fælles løsning, men intet er besluttet.
     
    Du kan se meget mere om Operation Chip It på hjemmesiden 
     
    GAU’s frugt- og grøntkampagner 2011–2013 får EU tilskud
    "Frugt og Grønt – Sæson for god smag" er overskriften på det nye GAU/EU-markedsføringsprojekt, som efter en lang ansøgningsproces er godkendt i Bruxelles.
    Projektet løber i 3 år med opstart i efteråret 2010 med et samlet budget på 16,5 mio. kr., hvoraf 50 % er finansieret af EU. Et noget lignende program gennemførte GAU i årene 2007–2009.
                                         
    Aktiviteterne i programmet tager udgangspunkt i det succesfulde univers, der allerede er bygget op omkring magasinet Sæson og hjemmesiden. Der er stor fokus på at inddrage detailhandlen i aktiviteterne for eksempel med events i butikkerne i forbindelse med lancering af Sæsonmagasinerne og Æblefesten.
     
    ”En anden vigtig parameter er udvikling af hjemmesiden og de mange spændende muligheder, der ligger i online markedsføring som eksempelvis nyhedsbreve, der tilpasses den enkelte modtager”, siger en glad marketingkoordinator Pernille Bech Jørgensen, GAU

 

Luk
Luk