Ordens- og færdselsreglement 

ORDENS- OG FÆRDSELSREGLEMENT

I henhold til den efter aftale med Københavns Kommune fastsatte torveorden har Grønttorvet København A/S udfærdiget nedenstående bestemmelser til sikring af dennes overholdelse.

1. FÆRDSEL OG PARKERING

For færdsel på torvets område gælder de i færdselsloven indeholdte almindelige bestemmelser og de i truckreglementet anførte særlige bestemmelser. Den ved skiltning angivne ensretning skal føl­ges.
Der kan hele døgnet ind- og udbringes varer til og fra lejemål på torvets område og til lejere i torvehallen i henhold til hallens åbningstid.
Lejere i torvehallen kan indtil kl. 05.00 og efter kl. 09.00 vederlagsfrit af- og pålæsse varer og emballage i terminal Syd. Overtrædelse af tidsbegrænsningen medfører opkrævning af dagparkering med kr. 400,- ekskl. moms.
Parkering på torvets område må kun finde sted med gyldig parkeringstilladelse i form af en torvebizz eller en kvittering for dagparkering til den pågældende zone placeret synligt bag bilens forrude. Standsning uden for de afmærkede felter er ikke tilladt.
Torvesøgendes parkering af motorcykler, knallerter, cykler m.v. finder sted på særskilt indrettede arealer.
CC-containere, som lånes i torvehallen, må ikke efterlades på området, men skal tilbageleveres efter brug, ligesom tomme paller skal returneres til sælger.

2. LEJEMÅL I TORVEHALLEN

Lejemål i torvehallen skal anvendes til salg, og lejere, der i perioder ikke benyt­ter deres lejemål, skal på forlangende rydde dette af hensyn til udlejning til an­den side. Anvendelse af lejemål kan, udover egentligt salg, omfatte udstilling af varer og placering af transportmateriel og embal­lage i cirkulation, men kun så­fremt dette sker i forbindelse med den daglige vareomsætning, og såfremt høj­den ikke overstiger 80 cm. Opstillingshøjden på salgsarealet må ikke overstige 3,20 m.

3. RENHOLDELSE

Det er ikke tilladt at medbringe eller henkaste affald på torveområdet.
Lejere i torvehallen skal hver dag rengøre benyttet areal samt arealet i salgsga­den og hovedga­den til midten samt hele sidegangen ud for lejemålet.
Affald skal mod betaling afleveres ved affalds- og genbrugsanlægget, fortrinsvis i separeret stand.
Affald må ikke henstå i torvehallen efter lukketid.

4. GENERELT

Torvets lejere er ansvarlige for enhver ting- eller personskade, som på torvets område forvoldes af lejeren eller dennes medarbejdere.
Børn under 12 år har kun adgang til torvets område i følge med voksne. Børn i barne- eller klap­vogne samt hunde må ikke medbringes i torvehallen.
Tobaksrygning er ikke tilladt i torvehallen.

Dette reglement er korrigeret den 3. juni 2009

Luk
Luk