Jordbærsæsonen er forlænget:
Tunneler giver danske jordbær i august
Det var store italienske hindbær og en god portion nysgerrighed, der satte Søren Østergaard og hans hustru Jane i gang med at finde løsningen på en forlængelse af jordbærsæsonen. Besøg hos italienske og engelske gartnerier satte gang i projektet, der til næste år giver jordbær i august. Udover en større investering, er det især troen på projektet, der har gjort ideen til virkelighed, siger han.
’Det var på en ferie i Italien vi undrede os over hindbær så store som pigeon-æbler. Da vi så opdagede, hvilken metode de brugte, så var det bare at komme i gang med forarbejdet’, siger Søren Østergaard, der sammen med sin hustru driver Kildebrønde Frugtplantage og som netop har modtaget et legat på 25.000 kr. fra KGT Fonden, under Københavns Engros Grønttorv.
Forarbejdet inkluderede besøg også hos engelske gartnere, der allerede på det tidspunkt dyrkede jordbær i store plasttunneler, der giver mulighed for bedre styring af kvalitet og ikke mindst udbyttet, der bliver væsentligt større. Til gengæld skal gartneren klare alt det, naturen ikke kan klare i en plasttunnel.
’Metoden kræver den fulde opmærksomhed. Meget kan gå galt, så man skal tænke på alt fra nøjagtigt lys til vanding og varme. Belønningen for det hårde arbejde er, at vi får forlænget den danske jordbærsæson fra de eksisterende, maksimale tre til fire uger til op til 11 uger’, siger Søren Østergaard, der også har givet sine erfaringer videre til andre danske jordbæravlere. Fremtiden, mener Søren Østergaard, er tunnelproducerede, store hindbær. De danske forbrugere skal bare finde ud af, hvor meget de kan bruges til’, siger han.
For yderligere oplysninger:
Kildebrønde Frugtplantage, Søren Østergaard, tlf. 43 61 09 10 – www.kildebronde-frugt.dk
KGT-Fonden, Kristian Klaaborg, tlf. 77 31 50 00 – 20 99 40 69
Grønttorvet København A/S · Grønttorvet 5 · 2500 Valby · Telefon 77 31 50 00 · Fax 77 31 50 05 · mail@groenttorvet.dk · www.groenttorvet.dk
